Hvorfor jeg startede til behandling

 

Jeg nåede at arbejde i alt 10 år som politibetjent i Københavns Politi. Det var en drengedrøm som gik i opfyldelse; det var alsidigt, spændende og lærerigt. Det betød mange nye indtryk og det var udfordrende både psykisk og fysisk. Jeg nød at vokse, med det ansvar der fulgte med jobbet.

Efter 4-5 år begyndte jeg så småt at mærke en tyngde, der bredte sig fra arbejdet og ind privatlivet. Jeg var dygtig til mit arbejde, men jeg følte også, at jeg manglede nogle redskaber. Fysisk blev min kropsholdning udfordret af alt det udstyr man bærer som politibetjent, og psykisk begyndte det at blive nedbrydende, at skulle arbejde i konfliktfyldte miljøer hver dag. 

 

I min søgen efter at slippe for efterhånden kroniske ryg- og skuldersmerter stødte jeg tilfældigt på Body-SDS.

Jeg blev præsenteret for et system, der på én og samme tid tog højde for kroppen, tankerne og det følelsesmæssige. Efter nogle behandlinger mærkede jeg fremskridtene, og smerterne begyndte stille og roligt at fortage sig. Jeg følte at systemet var simpelt, da det tog fat i nogle fundamentale menneskelige færdigheder, og samtidig havde et stort potentiale, i og med at det også indeholdte et princip om hjælp til selvhjælp.

Det var præcis, hvad jeg havde brug for, og efterhånden som jeg tilegnede mig flere kompetencer, kunne jeg selv begynde at tage hånd om den proces, som min behandler havde hjulpet mig i gang med.

Da jeg efter et halvt år var smertefri, havde jeg også fået en uventet indsigt. En indsigt i at de tilbagevendende depressioner, som jeg efterhånden havde accepteret som en fast del af mig selv, ikke nødvendigvis behøvede at være det.

Jeg valgte derfor at starte på uddannelsen hos Body-SDS, både for at lære noget mere om mig selv, og for senere selv at blive behandler.